Sådan får du et godt firmanavn

Guide

Copyright 2020 © Kickass ApS

Kickass navneguide

01

Guide til udvikling
af stærke firmanavne.

Indhold

Kan alle finde et godt firmanavn?

Ja. Hvis man erkender, at man ikke kan navngive en virksomhed, som man navngiver et barn eller et kæledyr. Sidstnævnte kan du navngive efter, hvad du selv synes. Når man skal navngive en virksomhed, er det primært målgruppen og markedet, der i sidste ende afgør, hvad der er et godt firmanavn til din virksomhed.

Få målgruppens opmærksomhed

Et godt firmanavn kan give dig målgruppens opmærksomhed

Hver eneste dag bombarderes vi med indtryk, fra vi står op, til vi går i seng. Med nye produkter og nye virksomheder, der hver dag kommer til, bliver kampen om målgruppens opmærksomhed hele tiden hårdere. For nye virksomheder betyder det naturligvis, at man skal gøre sig umage med sin branding og sit produkt eller serviceydelse. Man skal gøre sig fortjent til blot et øjebliks opmærksomhed fra en potentiel ny kunde.

I langt de fleste tilfælde vil dit virksomhedsnavn være det første en mulig ny kunde ser eller hører, når vedkommende kommer i kontakt med dit brand. Selvom vi har lært, at man ikke skal “bedømme en bog på sit cover”, er det præcist, hvad de fleste af os helt ubevidst gør. Det er vi faktisk nødt til, da det er vores eneste mulighed for at kunne overskue og sortere i alle de indtryk, vi konstant udsættes for.

En lille ting, der gør en stor forskel

Et godt firmanavn kan derfor være den forskel, der efterlader et godt førstehåndsindtryk og vækker interesse. Har du først fanget målgruppens opmærksomhed, har du også chancen for at fortælle din historie og sælge dit produkt eller serviceydelse. Vi mennesker giver typisk opmærksomhed til de ting, der fanger vores egen opmærksomhed.

5 minutter ikon

Det tager mere end 5 minutter

Lad os bare være ærlige; et godt firmanavn er ikke noget, du finder på 5 minutter

Hvert eneste år ser omkring 30.000 nye virksomheder dagens lys i Danmark (Kilde: Danmarks Statistik). Det betyder naturligvis, at der hvert år registreres lige så mange nye firmanavne i det danske CVR-register. Derfor forsvinder i gennemsnit næsten 100 gode idéer til firmanavne hver eneste dag året rundt.

Den gode nyhed er dog, at man, med en strategisk og kreativ tilgang til navneprocessen, sagtens kan finde et ledigt firmanavn, der matcher din virksomhed.

Vi vil her give et indblik i den proces vi går gennemgår hos Kickass, når vi skal udvikle et nyt firmanavn. Vi håber, at det kan give både inspiration og konkrete værktøjer til dig, der selv vil finde et navn til din virksomhed.

Skab overblik og kom rigtigt fra start

Man siger jo, at godt begyndt er halvt fuldendt. Det gælder også, når du skal i gang med at udvikle et navn til et firma. For at sikre, at vi kommer godt fra start, har vi hos Kickass udviklet vores egen proces, som vi anvender ved hver eneste navneopgave.

I arbejdsprocessen (som vi internt kalder R.U.U.L.) har vi inddelt arbejdet i 3 + 1 faser:

 

1. Research

2. Udvikling

3. Udvælgelse

4. Lancering

RUUL - Research

Fase 1:
Research

Indsamling af relevante informationer

I research-fasen skal alle relevante informationer indsamles. Mere præcist skal du have indsamlet de informationer, der skal til for, at du kan klarlægge virksomhedens formål.

Virksomhedens formål definerer på et overordnet plan, hvad virksomheden bidrager med, og hvilken forskel det gør for kunderne. Først når du har et klart formuleret formål, kan du gå videre til den kreative del og udviklingen af konkrete forslag til det nye firmanavn. Går du i gang med udviklingen af et navn, inden du har gjort dig de afgørende strategiske overvejelser, svarer det lidt til at pakke en kuffert til en ferie, uden du kender rejsemålet – Det kan lade sig gøre, men risikoen for at ramme forkert er alt for stor.

Fremhæv det unikke

Vis du er unik, og gør et godt førstehåndsindtryk

Virksomhedens formål er baseret på en række strategiske beslutninger omkring dit brand, konkurrenter, samarbejdspartnere, kunder og medarbejdere. Konklusionen på de strategiske overvejelser definerer positioneringen af din virksomhed og sætter ord på, hvad din virksomhed gør, som konkurrenterne ikke gør. For at kunne udvikle det bedst mulige navn er du selvsagt nødt til at være velinformeret. Du skal vide, præcist hvilken virksomhed du skal navngive, og hvilke værdier virksomheden baserer sin eksistens på.

Når du i de næste faser skal udvikle og senere udvælge virksomhedens navn, skal de konkrete navneforslag holdes op mod virksomhedens formål og positionering. Du skal så spørge dig selv, og teamet omkring dig, om de enkelte navne matcher formål og positionering.

Praktiske kriterier

Hvilke praktiske kriterier skal virksomhedens nye navn leve op til?

Med de strategiske forudsætninger på plads, skal du nu udvælge, hvilke praktiske kriterier du senere vil vurdere navnet ud fra. Kriterierne skal definere, hvad der skal opfyldes, for at virksomhedens navn fungerer i praksis. Præcist hvilke kriterier, dit nye firmanavn skal opfylde, er naturligvis helt individuelt, men her er nogle eksempler på kriterier, der ofte kan være relevante:

  • Navnets længde
    Er der begrænsninger i forhold til f.eks. emballage?

  • Sprog
    Er der krav til, på hvilket sprog navnet skal udarbejdes?

  • Geografi
    Skal firmanavnet bruges lokalt, nationalt eller internationalt?

  • Domænenavn
    Er det oplagte domæne nice to eller need to have? I vores eget tilfælde kunne vi eksempelvis have valgt at bruge domænet kickass-names.dk, hvis ikke vi havde kunnet købe kickass.dk

  • Domænebudget
    Hvis domænenavnet er afgørende, hvilket budget har du så afsat, hvis domænet er optaget, og du derfor skal købe det af den nuværende ejer? 


Det kan sagtens være helt andre kriterier, som afgør, om dit firmanavn matcher din virksomhed, men ovenstående eksempler er ofte i spil, når der skal stilles krav til et nyt navn.

RUUL - Udvikling

Fase 2:
Udvikling

Den kreative del af processen

Hvor du i den første fase har skullet træffe en række strategiske valg, er der i processens anden fase fokus på det kreative arbejde.

Det kan måske virke som en omvej, når du først skal bruge tid på at få de strategiske værdier på plads, men det er det ikke – tværtimod. De strategiske værdier skal du hele tiden have i baghovedet, når du nu går i gang med at finde konkrete forslag til virksomhedens nye navn. Hvert eneste forslag du kommer op med, skal du holde op mod den positionering, du har besluttet dig for. Efterfølgende skal du så vurdere, om navnet matcher værdierne for positioneringen.

Brainstorming ikon

Slip kreativiteten løs, og skriv alle idéer ned

Til at starte med anbefaler vi, at du bare skyder løs med navneforslag. Glem alt om alle tekniske og praktiske begrænsninger. I denne del af processen skal du ikke tage højde for, om domænet er ledigt, om navnet er for kort eller langt, om det er nemt at udtale, om en konkurrent hedder noget tilsvarende osv. Det eneste du lige nu skal holde dine forslag op mod er dine strategiske valg.

Du kan med fordel dele navneforslagene op i 3 kategorier:

  • “Spot on”
    Navne der kan ende med at blive valgt

  • “Måske”
    Gode forslag, der dog ikke er helt spot on

  • “Inspiration”
    Navne, der på en eller anden måde kan inspirere dig i en retning


Når du har skudt løs et stykke tid, går du måske lidt i stå og mangler nye idéer. Her kan det være en hjælp, hvis du prøver at tænke på nogle af de mange navnekategorier, der findes.

Prøv eksempelvis at finde på et eller flere gode navne inden for hver af nedenstående kategorier:

  • Forkortelser/Akronymer
    Eksempler på firmanavne baseret på forkortelser: DSB, FDM, KMD

  • Beskrivende navne
    Eksempler på beskrivende firmanavne: Dansk Bilglas, Jyske Bank, El Giganten

  • Stærke personligheder
    Eksempler på firmanavne baseret på stærke personligheder: Mærsk (Peter Mærsk Møller), Tesla Motors (Nikola Tesla), Ikea (Ingvar Kamprad Elmtaryd Agunnaryd)

  • Latinsk inspirerede navne
    Eksempler på firmanavne baseret på latinske ord: Magnavox (Det latinske ord for “stor” er “magna”), Verizon (Det latinske ord for “sandhed” er “veritas”), Sonos (“Sonos” er det latinske ord for “lyde”)

  • Navne, hvor ord eller forbogstaver rimer
    Eksempler på firmanavne baseret på ord eller forbogstaver der rimer: TicTac, Dunkin’ Donuts, FitBit

  • Modige navne
    Eksempler på firmanavne baseret på en god portion mod: Virgin, Innocent, Monster

  • Geografiske navne
    Eksempler på firmanavne baseret på stednavne: Amazon (Efter verdens længste flod), Q8 (Kuwait), Amager Bryghus

  • Navne, der mangler bogstaver
    Eksempler på firmanavne, der mangler et eller flere bogstaver: NRGi, Jem & Fix, Flickr

  • Mytiske navne
    Eksempler på firmanavne baseret på mytiske personer/guder: Nike (Sejrsgudinden fra græsk mytologi), Pandora (Kvinde fra græsk mytologi), Freja (Frugtbarhedsgudinden fra nordisk mytologi)

  • Navn & Navn
    Eksempler på firmanavne, hvor to ord holdes sammen med et &-tegn: Bang & Olufsen, Kop & Kande, Stof & Stil

  • Sammensmeltede navne
    Eksempler på firmanavne baseret på sammensmeltede ord: LEGO (LEg + GOdt), Føtex (FØdevarer + TEXtiler), Bygma (Bygge + Materialer)

  • Kendte ord i ny kontekst
    Eksempler på firmanavne baseret på kendte ord i en alternativ sammenhæng: Apple, Jysk, Jaguar

  • Lydord (onomatopoietika)
    Eksempler på firmanavne baseret på lydord: WAOO, Kapow, Gosh

  • Kunstigt skabte navne
    Eksempler på firmanavne, der er kunstigt skabt: Google, Accenture, Sony

  • Navne med tal
    Eksempler på firmanavne, der indeholder tal: 10-4, 7-eleven, Rema 1000

Her kan du finde mere inspiration

Hvis du har prøvet at finde på navne i de forskellige navnekategorier og stadig mangler inspiration, er der heldigvis masser af hjælp at hente på nettet. Her er nogle gode kilder til ny inspiration, hvis den kreative proces er gået helt i stå:

  • dictionary.com
    Nem-at-bruge online ordbog med alt fra synonymer, akronymer, slangord og ordenes betydning (engelsk).

  • onelook.com
    Samling af flere forskellige ordbøger – Man kunne kalde det ordbøgernes ordbog (engelsk).

  • images.google.com
    Selvom det er et ord, du skal finde, kan Googles billedsøgning måske skubbe dine tanker i en ny retning.

Flere veje til inspiration

Mangler du stadig inspiration til et godt firmanavn?

Har du kigget ovenstående links igennem, og mangler du (mod forventning) stadig inspiration og hjælp til at finde det rigtige firmanavn, kan du også finde inspiration andre steder, hvor man bruger navne: Restaurantnavne, blomsternavne, dyreracer, hestenavne, bandnavne, navne på legetøj, bilmodeller, blomster, designbrands, app-navne osv. Der er masser af gode kilder til inspiration overalt på nettet, det er bare at gå i gang.

Er domænet ledigt?

Når du har fundet en række gode navneforslag, er det tid til at finde ud af, om domænerne til dine favoritnavne er ledige eller kan købes. Med alle de nye virksomhedsnavne der hver dag kommer til, er kampen om de korte domænenavne naturligvis stor. Som eksempel kan du jo prøve at finde et .com-domæne på 4 bogstaver – Vores bud er, at det ikke lykkes.

Vælg en domænestrategi

Er din virksomhed dansk, og har du primært fokus på det danske marked, vil vi som udgangspunkt anbefale, du får et .dk-domæne. Selv hvis din virksomhed har eksport, kan det være en god idé med et .dk-domæne. Danmark har i mange brancher et godt ry i udlandet, og her vil det være fint at bruge sit .dk-domæne til at understrege, at virksomheden er “Made in Denmark”.

Ved du fra start, at en væsentlig del af virksomhedens omsætning vil komme fra eksport, kan du med fordel vælge at få et .com eller et .net-domæne. Kampen om .com-domænerne har i mange år været hård, så sandsynligheden for at du kan få et .net-domæne vil være størst.

DK Hostmaster (Den officielle danske domæne-administrator) kan du se, om dit .dk-domæne er ledigt, og på scannet.dk kan du, foruden de danske domæner også tjekke, om dit domænenavn er ledigt som .com eller .net.

Er det oplagte domæne taget?

Hvis ønskedomænet er optaget, kræver det blot lidt kreativitet.

Er det oplagte domæne ikke ledigt for dit firmanavn, skal du ikke give op. Du har altid mulighed for at kontakte ejeren af domænet og give et bud på at købe det. Lykkes det ikke at få ønske-domænet, kan du vælge at tilføje et eller flere ord til domænenavnet og ad den vej sikre dig et godt domænenavn.

Tesla er et godt eksempel på strategien med at vælge et alternativt domænenavn. Da det ikke lykkedes den amerikanske bilproducent at overtale ejeren af tesla.com til at sælge domænet, valgte virksomheden i stedet at bruge tesla-motors.com. Siden starten er det gået godt for Tesla, og de har efter sigende givet ejeren af tesla.com et tilbud, der var umuligt at afslå – i hvert fald har Tesla i dag det oplagte domæne tesla.com.

Der er flere muligheder, end du tror

Når du skal vælge dit domænenavn, er det også en mulighed, at lade selve domænet indgå som en del af navnet. I stillehavet ligger republikken Niue. Her har man top-level domænet “.nu”, som jo er et almindeligt ord på dansk. Det har bl.a. NemID valgt at bruge i deres domænenavn: nemid.nu.

Der findes mere end 200 forskellige top-level domæner, så der er masser af muligheder for at få en anderledes endelse i dit domænenavn. Dog skal man være opmærksom på, at der kan være visse restriktioner for nogle af domænerne. Du kan se en liste over de forskellige top-level domæner her.

RUUL - Udvælgelse

Fase 3:
Udvælgelse

Vælg det bedste navn blandt favoritterne

Efter udviklingsfasen skal det endelige firmanavn udvælges. I denne fase er det helt normalt, at man overvejer at spørge folk i sit nærmeste netværk, hvad de synes. Vores bedste råd er dog, at man holder beslutningsprocessen internt i den gruppe, der har arbejdet med navnet. Folk udefra er sjældent forberedte på at skulle vurdere et navn uden for sin kontekst, og så kender de heller ikke baggrunden og kriterierne for navneteamets valg.

Udvælgelsen af det bedste firmanavn

De vigtigste regler for udvælgelsen af det bedste firmanavn:

  • Vær åben og objektiv.
    Det rigtige spørgsmål du skal stille er ikke, om du kan lide et navn, men om det er det rigtige navn for brandet.

  • Forvent ikke, at et navn kan sige alt.
    Det rigtige navn bør give et hint om, hvad dit brand står får, men navnet alene hverken kan eller skal fortælle hele historien.

  • Gennemgå navneforslagene flere gange.
    Brug gerne nogle dage til at vurdere kvaliteten af dine navneforslag. De fleste navne vokser med tiden.

  • Vurdér navnet i sit rette miljø.
    Et firmanavn vil stort set altid indgå i en kontekst med f.eks. et logo i markedsføringsmaterialet. Branding og design hjælper modtagerne med at se navnet, som det er tænkt. I udvælgelsesfasen kan det derfor hjælpe, hvis du laver et fiktivt logo og sætter det ind i en relevant sammenhæng.

  • Undgå at få en eller flere favoritter for tidligt i processen.
    Først skal du finde ud af, om domænet er ledigt, eller om det kan købes af en eventuel nuværende ejer. Når du har styr på domænet, kan du gå videre med varemærkeregistreringen, og først når den er på plads, kan du tillade dig for alvor at falde for navnet.

  • Vær om nødvendigt kreativ med domænet.
    Du må ikke udelukke et godt firmanavn, blot fordi du ikke kan få det oplagte domæne. Så er det bedre at beholde navnet og være kreativ med domænenavnet. På dkhostmaster.dk kan du med en hurtig søgning afgøre, om domænet er ledigt eller ej.

Hvilket firmanavn er det rigtige?

Ved man automatisk, hvilket firmanavn der er det rigtige, straks man ser det?

Nej. I den perfekte verden vil man gerne blæses bagover og straks forelske sig i det helt rigtige navn, men sådan er virkeligheden sjældent. Med det helt rigtige navn bør man dog relativt hurtigt kunne fornemme navnets potentiale. Et godt virksomhedsnavn vil med tiden vokse sig stærkere, og i langt de fleste tilfælde vil du først efter noget tid forelske dig i navnet.

Undgå at krænke ophavsrettigheder

Det er vigtigt, at du sikrer dig, at en anden virksomhed ikke har patent på dit nye firmanavn, eller at en konkurrerende virksomhed i samme branche ikke har et virksomhedsnavn, der minder for meget om dit. For det første må du ikke krænke vedkommendes ophavsrettigheder, men du er heller ikke interesseret i at forvirre dine kunder med et navn, der minder om navnet på konkurrenten.

Vi vil til enhver tid anbefale, at du får varemærkeregistreret virksomhedens nye navn. For danske varemærker kan det ske direkte hos Patent- & Varemærkestyrelsen eller via en advokat, der kan hjælpe dig sikkert gennem processen. Vær opmærksom på, at registreringen af et dansk varemærke typisk tager 2-4 måneder.

RUUL - Lancering

Fase 4:
Lancering

Udarbejdelse af visuel identitet og lancering

Har du ressourcerne til at gøre lidt ekstra ud af lanceringen, vil vi anbefale, at du planlægger et event, hvor du samler hele virksomheden til en officiel offentliggørelse. Det vil give dig muligheden for at give dine kolleger et indblik i processen og tankerne bag det nye navn. Det er vigtigt, at dine kolleger allerede fra start tager ejerskab i det nye firmanavn, og er stolte over at skulle repræsentere det i fremtiden… De kan meget nemt blive de bedste og vigtigste ambassadører for det nye navn.

Kickass præsentation

Har du ressourcerne til at gøre lidt ekstra ud af lanceringen, vil vi anbefale, at du planlægger et event, hvor du samler hele virksomheden til en officiel offentliggørelse. Det vil give dig muligheden for at give dine kolleger et indblik i processen og tankerne bag det nye navn. Det er vigtigt, at dine kolleger allerede fra start tager ejerskab i det nye firmanavn, og er stolte over at skulle repræsentere det i fremtiden… De kan meget nemt blive de bedste og vigtigste ambassadører for det nye navn.

Den store prøve

Nu skal firmanavnet stå sin prøve i den virkelige verden.

Når det nye navn er lanceret, skal det stå sin virkelige prøve. Selv de bedste navne vil møde modstand, og det er ikke sikkert, at alle er helt enige i dit valg af firmanavn. Her er det vigtigt at vide, at jo bedre et navn er, jo nemmere kan det modstå de “angreb”, det eventuelt vil blive udsat for.

Et firmanavn er som en beholder. Alle de påvirkninger, som dit brand og din virksomhed udsættes for, vil automatisk lageres i virksomhedens navn og gøre det stærkere (eller svagere). Alt hvad du gør, og ikke gør, vil blive forbundet med navnet, og få indflydelse på, hvad dit navn betyder for andre.

Vær bevidst om, at nogle påvirkninger kan du styre, og acceptér, at nogle kan du ikke kontrollere. Arbejd hver dag på at give kolleger, samarbejdspartnere og kunder gode oplevelser i mødet med din virksomhed, så vil virksomhedens navn vokse og styrke dit brand.

Spørgsmål der kan melde sig

Til sidst har vi formuleret og besvaret en række spørgsmål, der helt naturligt kan opstå i forbindelse med udviklingen af et firmanavn.

Det vil aldrig være en ulempe, hvis et firmanavn er nemt at udtale. Når det så er sagt, kan et firmanavn sagtens være godt, selvom det måske ikke udtales på samme måde, og lige flydende, af alle der udtaler det.

Slet ikke. Et kort navn kan i mange tilfælde være en fordel, men det er sjældent afgørende for, om et navn får succes på længere sigt. Hvis du VIL have et kort navn, skal der være en virkelig god grund til det.

At finde et godt, kort navn til en virksomhed vil ofte være som at lede efter en nål i en høstak, og det vil med garanti være svært at få det oplagte domæne, da mange korte domæner for længst er taget.

Det er ikke usandsynligt, at både logo og virksomhedsnavn skal ændres eller endda udskiftes efter nogle år, men i mange tilfælde vil et virksomhedsnavn holde i hele virksomhedens levetid, mens et logo oftere bliver fintunet med tiden.

Der er intet unormalt i, at en virksomhed skifter sit navn… Ikke engang Google ramte plet første gang – De færreste ved, at den populære søgemaskine startede under navnet “Backrub”.

Hvis du vil vide, om firmanavnet er vigtigt, så bare tænk på hvor mange gange nogen vil SE, SIGE og HØRE navnet i dets levetid. Det er vores påstand, at ingen anden forretningsmæssig investering vil holde i længere tid, og blive brugt mere.

Vi håber, at du er blevet klogere på processen bag udviklingen af et nyt firmanavn, og at vi har bidraget med indsigt og værktøjer, der kan gøre det nemmere for dig selv at udvikle et godt firmanavn, der matcher lige præcist dit firma.

Logo med orange pil

Vi udvikler kick-ass navne til kick-ass brands

En god virksomhed fortjener et godt navn, så kort og præcist kan det siges. Uanset om du selv kaster dig over opgaven, eller om du beder kickass-teamet finde navnet til din virksomhed, er det derfor afgørende, at opgaven tages alvorligt, og får fuld fokus, så man ikke går på kompromis med resultatet.

Uanset om din opgave gælder et navn til en nystartet virksomhed, eller om det er et navn i forbindelse med ændring af en virksomhed, er du altid velkommen til at få vores uforbeholdne kommentarer til resultatet, hvis du selv vælger at kaste dig over opgaven. Du skal blot smide os en mail med dit forslag til navn samt baggrunden og kriterierne for dit valg. Vi giver dig gerne en objektiv og professionel vurdering af din løsning, dog skal du huske, at de bedste til at vurdere dit nye firmanavn altid vil være det team, der har løst opgaven.

Har du uden succes selv forsøgt at løse navneopgaven, er vi altid klar til at hjælpe dig i mål, så din virksomhed får det navn, den fortjener. Det eneste du skal gøre er at kontakte os, vi er altid klar til at hjælpe.

2020

Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os
for en uforpligtende snak om din navneopgave.

sort pil